Insideraktionsforskning: En farbar vej til organisatorisk forandringskapacitet

Opbygning af organisatorisk forandringskapacitet

Organisatorisk forandringskapacitet defineres i artiklen som en bred, multidimensionel kapacitet, som gør organisationen i stand til både at håndtere aktuelle forandringer og proaktivt forfølge muligheder, tilpasse sig, lære og innovere for kontinuerligt at kunne håndtere fremtidige forandringer. Samtidig betones det, at forandringskapacitet kun kan opbygges ved at gennemføre forandringer, få erfaringer med forandringer og kontinuerligt lære af disse (Heckmann et al., 2016).

Soparnot (2011) bidrager til artiklens forståelse af organisatorisk forandringskapacitet ved at knytte begrebet til organisatoriske læringsprocesser: ”Change capacity is not therefore just a matter of the method of managing the change or of organizational learning capacity, but a combination of the two” (s. 658).

Med afsæt i ovenstående er artiklen baseret på antagelsen om, at opbygningen af forandringskapacitet blandt andet sker gennem organisatorisk læring.

I en kapacitetsoptik er ny læring nødvendig, men ikke tilstrækkelig; den skal give mulighed for nye handlinger. Derfor skal de nye erkendelser indlejres i medlemmernes forståelse af organisationen eller i organisationens artefakter (Argyris, 1996) og Argote eksemplificerer det handlings- og forandringsrettede med, at den nye viden skal have taget form af nye værktøjer, nye rutiner, nye arbejdsmåder, nye sociale netværk m.v., før der er tale om kapacitetsopbygning (Brix, 2019).

Spørgsmålet er nu, hvordan organisationer i praksis kan arbejde med at opbygge organisatorisk forandringskapacitet. Artiklens argument er, at insideraktionsforskning kan være en farbar vej til at opbygge og forøge organisatorisk forandringskapacitet, idet indsigter, som frembringes af insideraktionsforskere, giver organisationer mulighed for kontinuerligt at lære og forandre sig gennem indlejring af mekanismer, som understøtter læring og forandringer (Coghlan & Brannick, 2014; Coghlan & Shani, 2015, 2008; Roth et al., 2007).

Ovenstående fører frem til følgende problemstilling, som undersøges i artiklen: ”Hvordan kan insideraktionsforskning bidrage til at opbygge organisatorisk forandringskapacitet?”

Forud for artiklens analyse præsenteres i det følgende insideraktionsforskning som fænomen og de umiddelbare fordele, faldgruber og dilemmaer, der knytter sig til det at være insideraktionsforsker.

Insideraktionsforskning

Aktionsforskning som forskningstilgang har to særlige karaktertræk, nemlig 1) at skabe viden gennem systematiske og cykliske processer af aktioner (eksperimenter i praksis) og 2) kollaboration, hvor forskeren undersøger feltet sammen med feltets aktører (Bradbury, 2015; Lewin, 1946).

Insideraktionsforskning adskiller sig fra anden aktionsforskning ved, at den akademiske forsker er fuldgyldigt medlem af den organisation, hvori projektet er forankret (Bradbury & Reason, 2008; Coghlan & Brannick, 2014; Coghlan & Shani, 2015). Der er tale om, at forskeren forud for projektets begyndelse, samt under og efter projektets gennemførelse, er medlem af organisationen (Reed & Procter, 1995). ”When full members of an organization seek to inquire into the working of their organizational system in order to change something in it, they can be understood as undertaking insider action research” (Coghlan & Shani, 2008, s. 2).

I insideraktionsforskning er formålet altså både at forandre noget i egen organisation og at undersøge, hvad der sker i organisationen under forandringsprocessen, med henblik på senere udbredelse af den nye viden.

Som insider vil man opleve at skulle navigere mellem rollerne som henholdsvis forsker og organisationsmedlem og de forventninger, der knytter sig til begge roller (Roth et al., 2011). Det kræver særlig bevidsthed om, hvordan man agerer mest hensigtsmæssigt i hver rolle, og hvordan og hvornår man skifter mellem dem (Coghlan, 2019; Roth et al., 2011). Nedenfor beskrives nogle af de fordele og udfordringer, som er forbundet med forskerrollen i insiderforskning.

Insideraktionsforskeren skal ikke alene håndtere de videnskabelige kvalitetskriterier, der knytter sig til aktionsforskningens metodologi. Insideraktionsforskeren skal også håndtere de udfordringer, der knytter sig til det at forske i egen organisation (Bradbury & Reason, 2008; Reason & Torbert, 2001). Derfor er insideraktionsforskning en udfordrende og på mange måder krævende disciplin. Mercer (2007) beskriver således insideraktionsforskning som at balancere delikate dilemmaer på et ”dobbeltægget sværd”. Anden litteratur fremhæver ”swampy lowlands”, ”messiness”, og på dansk, turbulens, risiko, sårbarhed og usikkerhed som nogle af de udfordringer, man som insider må håndtere (Coghlan & Brannick, 2014).

Fordelene ved at være insider i aktionsforskning er nærheden til feltet. Som insider har man et indgående kendskab indefra til den organisation, hvori forskningen foregår. Insideren kender organisations kultur, sprog og værdier og ved derfor, hvordan man begår sig i den. Insiderne kender også de formelle og uformelle strukturer og organisatoriske arbejdsgange og har på den måde let adgang til feltet og feltets centrale aktører (Coghlan & Shani, 2008).

Samtidig er den centrale udfordring ved insideraktionsforskning netop forskerens nærhed til feltet. Netop fordi man som insider har et indgående kendskab til organisationen, genkendes en række videnskabelige, etiske samt organisatoriske udfordringer og dilemmaer.

En af insideraktionsforskerens videnskabelige udfordringer er risikoen for at blive såkaldt hjemmeblind og dermed have svært ved at frigøre sig fra det, man tager for givet i organisationen. Det kan betyde, at der er organisatoriske mønstre, man ikke får øje på, som en outsider ville bemærke. Der kan også være forhold, man ikke undersøger nærmere, fordi man tror, man ved, hvad der er på spil.

En anden udfordring omhandler risikoen for, at organisatorisk loyalitet fører til selvdisciplinering, hvor insiderforskeren indordner sig under uskrevne regler om, hvad man gør og ikke gør i organisationen og dermed undlader at beskrive potentielle uhensigtsmæssigheder. Dermed ligger forskeren under for en form for kollektiv, ­kulturel bias (Alvesson, 2003).

Udfordringerne kan ydermere forstærkes af, at man som insider typisk er drevet af en særlig (personlig) motivation for at bidrage til afgørende forandringer i den organisation, man er en del af (Herr & Anderson, 2005).

Med afsæt i ovenstående er insideraktionsforskning derfor en disciplin, der kræver, at ikke alene organisationen, men også forskeren, gør sig åben over for refleksion og læring (Coghlan & Brannick, 2014). Her kan insiderforskerens bevidsthed om første-, anden- og tredjepersons forskningspraksis være hjælpsom (Reason & ­Torbert, 2001).

Nedenfor beskrives teorien om første-, anden- og tredjepersons forskningspraksis, og vores argument er, at den kan bidrage til at få øje på de særlige mekanismer ved insideraktionsforskning, der kan tilskynde til opbygning af organisatorisk forandringskapacitet.

Første-, anden- og tredjepersons forskningspraksis.

Formålet med dette afsnit er at redegøre for den begrebslige tredeling af første-, anden- og tredjepersons forskningspraksis. Dette greb om insideraktionsforskningens forskellige niveauer anvendes i artiklen som teoretisk analyseramme til at undersøge forfatternes empiriske erfaringer.

De to projekter

Artiklen er skrevet med afsæt i forfatternes erfaringer som aktionsforskere på henholdsvis Kompetencecenter for Ledelse & HR på Erhvervsakademi Aarhus (projekt A) og på Randers Social- og Sundhedsskole (projekt B) (empiriske data angives som projekt A og projekt B).

Artiklens genstandsfelt er insideraktionsforskning, og hvordan tilgangen kan bidrage til at opbygge organisatorisk forandringskapacitet. Det substantielle indhold i de to insideraktionsforskningsprojekter er derfor som sådan ikke relevant for artiklens indhold. Det er derimod relevant at kende til projekternes fælles karaktertræk for at vurdere kvaliteten af artiklens vidensproduktion. Begge projekter blev igangsat med det dobbelte formål at medvirke til strategiske forandringer i organisationen og samtidig give mulighed for at forske i selvsamme forandringer for at skabe ny viden. Der er tale om længerevarende projekter (+ 2 år), og i begge projekter har alle medarbejdere og ledere i den involverede organisationsenhed deltaget. Projekt A er gennemført i et samarbejde mellem to insideraktionsforskere, hvor der i projekt B er tale om et projekt gennemført af én forsker. I begge projekter har forskerne været ansat mere end fem år i den organisation, hvori projektet er forankret. Artiklens forfattere har haft det fulde ansvar for forskningsprojekternes samlede undersøgelsesdesign og gennemførelsen af dem. Der har således ikke været outsidere involveret i projekterne.

Opbygning af forandringskapacitet i førstepersons forskningspraksis

Som tidligere beskrevet er insideraktionsforskningens førstepersons praksis rettet mod forskerens undersøgelse af, hvordan egne antagelser, værdier og personlige holdninger til det, der undersøges, har betydning for forskningsprocessen (Coghlan & Shani, 2008; Reason & Torbert, 2001).

Det er vores erfaring som insideraktionsforskere, at systematiske registreringer af egne umiddelbare tanker, følelser og ideer kan bidrage til at få øje på – og komme på afstand af – egne forudgående antagelser. Det registrerede udgør således data, man som insideraktionsforsker kan forholde sig undersøgende og reflekterende til. Der kan anvendes logbøger, memos eller andre registreringsformer.

Forskerens systematiske registreringer bidrager imidlertid ikke i sig selv til at opbygge forandringskapacitet. Dette sker først, når registreringerne er blevet underlagt kritiske refleksioner, der bliver til nye erkendelser, der igen fører til nye handlinger. Refleksionerne indebærer bl.a. systematisk nysgerrighed på egne handlinger, intentionerne bag handlingerne og effekterne af disse (Coghlan & Shani, 2008; Reason & Torbert, 2001).

I det følgende præsenteres et par empiriske eksempler på, hvordan logbogen som afsæt for kritisk refleksion kan imødekomme nogle af de faldgruber ved insideraktions­forskning, vi tidligere har beskrevet.

En af udfordringerne, der knytter sig til insideraktionsforskning, er at skulle håndtere både at være organistionsmedlem, forandringsagent og forsker (Coghlan & Shani, 2015). Håndteringen af dualiteten mellem forskning og fremdrift i den organisatoriske forandring fremstår i begge projekter som en gennemgående logbogstematik. Fordi man som insider kender organisationen og organisationens medlemmer, kan man opleve et forstærket behov for at se fremdrift i projektet.

Jeg tager mig selv i at blive irriteret over, at det er så svært at få praksis til at ”ske”. At nye driftsopgaver og nye forandringer bliver ved med at dukke op og spænde ben. Jeg er bekymret for, om praksisværdien af dialogmøderne drukner i, at der går for lang tid. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg er mest bekymret for ikke at kunne vise et resultat med ”mit projekt” eller en oplevelse af, at jeg svigter underviserne. Så det bare bliver endnu et projekt, der ikke blev sejlet i land (Insideraktionsforskers logbogsnotat, projekt B).

Ovenstående logbogsnotat gav anledning til, at insiderforskeren fik øje på sin egen iver efter at se fremdrift i projektet, hvilket gjorde det muligt at stoppe op og overveje, hvordan vedkommende bedre kunne balancere mellem rollen som insiderforsker og rollen som forandringsagent.

En anden fremtrædende logbogstematik er de mulige rollekonflikter, der kan opstå, fordi insideraktionsforskeren kender projektdeltagerne og omvendt. Antagelser om – og forventninger til – hvordan ”kollegerne” vil agere, kan være en betydelig bias i insiderforskningsprocessen (Mercer, 2007).

Jeg var positivt overrasket over mødet. Jeg var ellers på forhånd ret nervøs over at skulle samle den gruppe af undervisere, som jeg egentlig tænker kan virke lidt ledelsesfremmede (Insideraktionsforskers logbogsnotat, projekt B).

Også her er logbogen nyttig til at få øje på egne antagelser og dermed opbygge en slags kritisk subjektivitet. Det vil sige, at man som forsker ikke undertrykker eller underkender bias’ betydning for forskningen, men tværtimod kommunikerer transparent om egne værdier og grundlæggende antagelser som havende betydning for forskningens resultater (Reason & Torbert, 2001).

Jeg er forundret over, at formændene så bombastisk afviser at se på gruppeprocesser og dynamikker, og at de ikke vil lave videndeling på månedsmødet – er det vores (IAF) optagethed af gruppedynamikker, som er biased? Retrospektivt er jeg skuffet over mig selv: Helt gængs viden om nyetablerede grupper, som jeg ikke får anerkendt (Insideraktionsforskers logbogsnotat, projekt A).

Insideraktionsforskning kan være en krævende og følelsesladet proces, hvor man oplever usikkerhed og tvivl (Coghlan, 2019). Vores erfaring er, at tvivl kan være en mekanisme, som kan tilskynde til læring og udvikling af førstepersons forskningspraksis. Enhver beslutning er forbundet med usikkerhed, fordi udfaldet ikke kendes på forhånd, og tvivlen åbner for kompleksitet ved at fortælle, at der kan være flere veje at gå. Når tvivlen undersøges nærmere, kan den kvalificere forskerens beslutninger og dermed blive en væsentlig kilde til læring (Lüscher & Meier, 2018). Vores argument er, at man ved at gøre tvivlen eksplicit for sig selv og andre kan bidrage til at udfordre egne antagelser og håndtere det emergerende mere åbent og refleksivt.

Spørgsmålet i mit hoved, som fylder: ”Hvornår rykker grupperne?” Og det næste spørgsmål, som melder sig, er: ”Hvornår gør vi (forskerne) noget?”, og ”Hvor længe skal der gå, før vi intervenerer? ”Jeg står mellem tvivl og handling (Insideraktionsforskers logbogsnotat, projekt A).

Når tvivl erkendes og ekspliciteres, kan tvivl således være drivkraft for, at insider­forskeren stopper op og reflekterer kritisk over grundlaget for, karakteren og konsekvenserne af sine antagelser samt sin forståelse af at være insideraktionsforsker.

Insideraktionsforskerens førstepersons praksis kan umiddelbart komme til at fremstå som en individuel tankeproces. I forbindelse med denne artikels tilblivelse er vi blevet særligt opmærksomme på betydningen af at gå i dialog med andre om ens logbogsnotater. Kollektive drøftelser af det skrevne og fælles refleksioner over betydningen kan være med til at skabe nye indsigter og rigere forståelser. Gjøtterud (2020) peger netop på, at det at gå i dialog med andre om sin logbog kan bidrage til at skabe distance til erfaringen, så man efterfølgende kan stille kritiske spørgsmål til den. Førstepersons forskning kan således sidestilles med self-study-processer, hvor kollaboration anses som en kraftfuld metode til at overveje alternative fortolkninger af indsamlet data og til sidst finde nye forståelser (Gjøtterud, 2020; Reason & Torbert, 2001; Vanassche & Kelchtermans, 2015).

Sammenfattende peger artiklens analyse af projekternes førstepersons forskningspraksis på, at systematiske registreringer af umiddelbare tanker og følelser er en måde at komme på afstand af egne antagelser på. Det er dog ikke interventionen i form af systematiske registreringer, der i sig selv bidrager til opbygning af organisatorisk forandringskapacitet. Derimod ser det ud til, at eksplicitering af tvivl og kollaboration er de mekanismer, der kan tilskynde til kritisk refleksion over nogle af de antagelser, der driver den aktuelle forandrings- og forskningspraksis. Pointen er, at arbejdet med udvikling af førstepersons forskningspraksis forbedrer forsknings- og forandringsprocessen, fordi forskeren bliver i stand til at forstå betydningen af egne roller, antagelser og værdier undervejs i processen samt agere ud fra den nye forståelse (Rich & Misener, 2017).

Opbygning af forandringskapacitet i andenpersons forskningspraksis

Andenpersons forskningspraksis er på mange måder central, ikke alene for insideraktionsforskningens potentiale til at opbygge forandringskapacitet, men for aktionsforskning som forskningstilgang generelt. Det er i andenpersons praksis, at forsker og projektdeltagere² sammen indgår i cykliske processer af aktioner og refleksion med det formål at udvikle og undersøge projektets genstandsfelt (Reason & Torbert, 2001). Der er altså tale om, at man som forsker intervenerer i det felt, man undersøger.

Fordelen ved at være insideraktionsforsker er her, at man har et indgående kendskab til organisationen og organisationens medlemmer. Dette gør det lettere at aflæse konteksten og derefter udvælge, dosere og justere de interventioner, der bidrager til at understøtte de ønskede organisatoriske forandringer.

Det er endvidere en styrke, at forskeren kender organisationens DNA, fordi det gør det muligt for forskeren at forstå, hvornår der kan pushes i projektet, og hvornår strukturelle forandringer gør det nødvendigt at holde roret stille (Projektdeltager, projekt B).

Ovenstående beskrivelse af, hvordan insideraktionsforskeren forvalter sin særlige position, herunder forhåndskendskabet, er en mekanisme, som vi har valgt at begrebsliggøre som resonans.

Resonans handler om at være på bølgelængde med hinanden; at der er gensidighed i relationen, og at denne både hviler på solide aftaler og giver plads og rum til at gribe det emergerende. Når insideraktionsforskerens forhåndskendskab og sensitivitet over for de organisatoriske dynamikker medtænkes i designet af interventioner, taler vi om resonante interventioner.

Her gives et konkret eksempel fra projekt A: Fire grupper af projektdeltagere har til opgave at dele viden og gensidigt kvalificere hinandens arbejde. Insideraktionsforskeren ved, at det er uvant for grupperne at forholde sig aktivt til hinandens vidensproduktion, hvorfor processen kan være sårbar. Forskeren introducerer derfor begrebet ”nænsom spejling” som adgang til at kvalificere hinandens arbejde på en måde, der er passende for grupperne. Insideraktionsforskerens fordel er også her, at hun eller han kender det organisatoriske sprog og derfor hurtigt kan ”høre”, når der er resonans, og også dissonans, i både den verbale og nonverbale kommunikation.

Netop i denne type af situationer bliver vigtigheden af samspillet mellem førstepersons og andenpersons forskningspraksis synlig. Det bliver tydeligt, at insiderpositionen giver andre interventionsmuligheder end outsiderpositionen. Samtidig bliver det også tydeligt, at omhyggeligt arbejde med at udvikle sin førstepersons forskningspraksis (eksempelvis evnen til in situ-refleksioner over, hvordan egen bias kan påvirke ens opfattelse af det organisatoriske sprog) er en forudsætning for at opbygge kapacitet til at gennemføre resonante interventioner i andenpersons forskningspraksis.

Det intervenerende formål med resonante interventioner er at opbygge et kollaborativt fællesskab mellem forsker og projektdeltagerne (Reason & Torbert, 2001). Kollaboration defineres som en gruppes fælles forståelse af problemet og problemløsningen: ”Collaboration is a coordinated, synchronous activity that is the result of a continued attempt to construct and maintain a shared conception of a problem” (­Roschelle & Teasley, 1995, s. 70).

Kollaboration er endvidere karakteriseret ved en høj grad af udveksling af viden og erfaring mellem deltagerne og gensidig afhængighed mellem disse (Bang & Dalsgaard, 2005). Det vil sige, at projektets aktører i fællesskab tænker nye tanker om virkeligheden, der gør nye handlinger i praksis mulige, vel at mærke nye handlinger, der opleves som bedre, end før man reflekterede (Bradbury, 2015). Kollaboration fremstår således som en særlig mekanisme for opbygning af organisatorisk forandringskapacitet i andenpersons forskningspraksis.

Kollaboration opstår ikke af sig selv, hvorfor aktionsforskeren gennem resonante interventioner rammesætter og faciliterer gruppeprocesser på en måde, der gør kollaboration mulig.

I begge projekter har arbejdet med visualiseringer og modeller vist sig at være en intervention, som stimulerer aktørerne til at tale sammen og reflektere over det, de oplever er på spil i projektet.

Tegningen nedenfor er et eksempel på, hvordan visualiseringer kan bidrage til fælles refleksion. Tegningen er udarbejdet af en gruppe projektdeltagere med det formål at lave midtvejsstatus på projektforløbet. De tanker og refleksioner, der indgår i udformningen af tegningen, bliver eksternaliseret, og individuelle læreprocesser kan deles med andre og gøres til genstand for fælles refleksion. På den måde er tegningen et aftryk af gruppens kollaborative læringsproces og dermed et udgangspunkt for at skabe nye handlinger i praksis (Jensen, 2019).

I det konkrete tilfælde blev de visuelle produkter hængt op i afdelingens storrums­kontor og bidrog til at ”holde liv” i projektet og refleksionerne mellem de mere formelle aktiviteter. Nedenstående citat, hvor en af projektdeltagerne inviterer forskeren til en snak på kontoret, illustrerer netop dette forhold.

Hvornår skal vi høre noget om det, I har fundet? Jeg er meget nysgerrig og interesseret […] Hvad har I set, når I kigger på os? Måske er det mindst lige så interessant at kigge på processerne i grupperne som på produkterne […] der sker jo meget. Gad vide, om de processer, der er i dette projekt, sætter sig varige spor i den måde, vi arbejder på som afdeling? Der rykkes jo ved nogle ting, nye roller, konstellationer (Projektdeltager, projekt A).

Ud over at det visuelle stillads er en anledning til at tale om projektet, bliver det tydeligt, at projektdeltageren gør sig tanker om, at projektet vil få varig betydning for den måde, der arbejdes på i afdelingen. Forskeren udforsker dette sammen med projektdeltageren, og der ses tegn på organisatorisk forandringskapacitet i form af mulige nye arbejdsformer.

Et afgørende forhold, der gør, at ovenstående kan finde sted, er forskerens fysiske tilstedeværelse og naturlige færden i organisationen, fordi det gør det let for projektdeltagerne at få adgang til at drøfte projektets forløb og resultater med forskeren løbende: ”Vi føler os ikke overladt til os selv mellem forskerbesøg” (Projektdeltager, projekt B).

Det bliver dermed muligt at gribe de mere pludseligt opståede refleksioner, fordi man ikke skal vente til næste gang, forskeren kommer på besøg i organisationen. Interaktionen kræver, at man som projektdeltager har tillid til forskeren. Tillid gør, at man både som forsker og som projektdeltager tør vise sin faglige tvivl og kan forholde sig åben overfor nye indsigter. Tillid giver mod til at eksperimentere, prøve af, diskutere og dele sine erfaringer og tvivl med andre.

Det er et spørgsmål om fire ting: fortsat tillid, tillid til, at vi har en fælles mission, tillid til, at vi vil hinanden det bedste, tillid til udvikling (­Projektdeltager, projekt B).

Tillid handler i denne sammenhæng også om, hvorvidt man som insiderforsker lever op til de forventninger, der i andres øjne knytter sig til rollen som forsker og som kollega. Derfor er det væsentligt, at forskeren kan håndtere dualiteten og de mulige rollekonflikter, der kan opstå.

Klarner et al. (2008) skriver, at tillid er en nødvendighed, når man vil skabe forandringer, ganske enkelt fordi tillid motiverer deltagerne til at følge forandringsagentens beslutninger.

Vores argument er altså, at tillid kan bidrage til at imødegå eventuelle barrierer for forandring og læring; barrierer, der kan få projektdeltagerne til at ”holde på viden” eller lukke af for nye indsigter og dermed bremse såvel forandringsprocessen som opbygningen af organisatorisk forandringskapacitet. Tillid virker således fremmende for såvel kollaboration som mulighederne for at få øje på nye perspektiver med andres hjælp.

Sammenfattende peger artiklens analyse af projekternes andenpersons forskningspraksis på, at interventioner som eksempelvis rammesætning og facilitering af gruppe­processer, visuelle stilladser samt forskerens fysiske tilstedeværelse kan bidrage til organisatoriske læringsprocesser og øget organisatorisk forandringskapacitet.

Resonans, kollaboration og tillid fremstår som mekanismer, der i interaktionen mellem forsker og projektdeltagere gør, at interventionerne bidrager til opbygning af organisatorisk forandringskapacitet.

Opbygning af forandringskapacitet i tredjepersons forskningspraksis

Insideraktionsforskningens tredjepersons forskningspraksis er som tidligere beskrevet rettet mod at udsige ny viden fra de konkrete projekter, som (muligvis) kan anvendes i andre sammenhænge og/ eller i andre organisationer (Coghlan & Shani, 2008; Reason & Torbert, 2001; Torbert & Taylor, 2007). I tredjepersons forskningspraksis arbejdes der derfor med at frembringe valid videnskabelig viden. I begge projekter har artiklens forfattere dokumenteret projektresultaternes videnskabelige kvalitet gennem en transparent systematik i arbejdet med datafrembringelse og analyse.

Helt konkret har artiklens forfattere været inspireret af Grounded Theory som en måde at skabe systematik og stringens på i projektets vidensproduktion. Grounded ­Theory handler, kort og ufuldkomment, om at opdage, udvikle og verificere en teori på basis af systematisk indsamlede empiriske data. Disse analyseres gennem en stringent kodningsproces, hvor der stilles spørgsmål til data for at indfange mønstre , som bidrager til at skabe mening og forståelse (Charmaz, 2012). Grounded Theory som analysetilgang og arbejdet med kodning, kategorisering og memos har således bidraget til den håndværksmæssige validering af insideraktionsforskningens produktion af viden i begge projekter (Kvale, 1995).

Et andet væsentligt element i valideringen af insideraktionsforskningens vidensproduktion er kommunikativ validering. Analysen af artiklens empiri peger på, at kommunikativ validering ikke alene bidrager til at sikre insideraktionsforskningens videnskabelige kvalitet, men at den også kan tilskynde til organisatoriske læringsprocesser. I nedenstående citat forklarer en projektdeltager, hvad det betyder at drøfte projektets resultater med både kolleger og forskeren.

Det at skulle udvikle særlig viden inden for feltet, det flytter på en antagelse: Vi skal selv gøre noget for at frembringe viden. Det er ikke nok at bruge andres. Det kræver, at man skal forholde sig til noget metodisk at skulle ud at undersøge. Vi kunne ikke nøjes med at synes. Man kan ikke stå alene med sine kæpheste, fordi man er god til at argumentere for dem (Projektdeltager, Projekt A).

Kommunikativ validering drejer sig altså om, at insiderforskeren gennem dialog og diskussion tester de fortolkninger af data, som er skabt undervejs i projektet (­Krogstrup & Kristiansen, 2015).

I de to projekter har deltagerne deltaget i kommunikative valideringer af projektets foreløbige forskningsresultater. Dette er foregået ved, at insideraktionsforskerne har designet kollaborative refleksionsprocesser, hvori projektdeltagerne og forskerne sammen har undersøgt, hvorvidt forskningsresultaterne er genkendelige, forståelige, meningsfulde og anvendelige i deres lokale kontekst (Ivankova, 2015).

Som projektdeltager får man gennem kommunikative valideringsprocesser mulighed for at skabe mening med både egen projektdeltagelse og projektets betydning for organisationens forandringsprocesser. Meningsskabelse bidrager således til at skabe forbindelse mellem deltagerne, projektet og organisationen (Degn & Thomassen, 2017; Weick, 1995). Meningsskabelse fungerer som en mekanisme for processen mod at opbygge organisatorisk forandringskapacitet, fordi deltagerne får mulighed for at tale om, hvordan de forstår de organisatoriske forandringsprocesser og deres betydning. Gennem meningsskabelse opbygges en ny organisatorisk fortælling. Et konkret eksempel på det illustreres i citatet her:

Der er en fælles stolthed, vi har frembragt noget. Så på den måde tror jeg, at der er en ny fortælling om den faglighed, vi kan bringe ind på markedet (Projektdeltager projekt A).

Arbejdet med projektet har altså afstedkommet en ny selvforståelse og nye narrativer i organisationen, hvilket kan ses som tegn på opbygning af organisatorisk forandringskapacitet, fordi ”det nye” begynder at blive indlejret i projektdeltagernes forståelse af organisationen og deres måde at handle på.

Insideraktionsforskningens tredjepersons praksis aktualiseres, når projektets resultater publiceres og formidles til en bredere kreds. Det er vores erfaring, at videnskabelig publicering og formidling bidrager til at legitimere projektets resultater indadtil i organisationen. Projektets resultater anerkendes i endnu højere grad som gyldig, nyttig og meningsfuld viden – netop fordi resultaterne er valideret som forskning.

Nu er vi selv eksperterne… det giver en anden tyngde og autoritet, når jeg står og formidler vores egen forskning i undervisningen! (­Projektdeltager, projekt A).

Sammenfattende peger artiklens analyse af projekternes tredjepersons forskningspraksis på, at systematisk vidensproduktion og kommunikativ validering er interventioner, der kan bidrage til organisatoriske læringsprocesser og øget organisatorisk forandringskapacitet. Kollaboration, mening og legitimitet ser ud til at være mekanismer, der gør, at interventionerne virker kapacitetsopbyggende.

Det er her en vigtig pointe, at tredjepersons forskningspraksis fletter sig sammen med anden person praksis, fordi refleksionsprocesserne over den nye, foreløbige teori både bidrager til meningsskabelse, til kollaboration mellem projektdeltagerne og til at validere den generelle vidensproduktion.