Dilemmaer og bæredygtighed i demokratiske deltagelsesprocesser – når marginaliserede unges viden og erfaring står i centrum

Indledning: Forandring og marginalisering

Gennem en årrække har vi i vores forskning sat fokus på og været optagede af marginaliserede gruppers muligheder for at deltage i udviklingen af egne livsforhold og i sidste ende også samfundsmæssige forhold. Gennem demokratiske deltagelsesprocesser har vi forsøgt at etablere nye veje til deltagelse i den samfundsmæssige sociale praksis (Bladt et al., 2017; Tofteng & Bladt, 2020; Bladt & Percy Smith, 2017). I dette arbejde har vi haft fokus på den viden, de marginaliserede grupper besidder i kraft af deres erfaringer med at leve i udkanten af det etablerede samfunds normer og krav. Vi har samtidig haft fokus på den viden, de professionelle, der arbejder med disse målgrupper, besidder i kraft af deres professionelle erfaringer. Artiklen vil tage fat i disse vidensformer og de forandringsmuligheder, der potentielt ligger heri.

Vores forskning har haft en systematisk opmærksomhed på at videreudvikle den kritisk-utopiske aktionsforskning, som den oprindeligt er udviklet ved Birger Steen Nielsen og Kurt Aagaard Nielsen (2006). Vi har fokuseret på at bidrage teoretisk, metodisk og praktisk til de særlige deltagelsesprocesser, der er indenfor denne tradition (Tofteng & Bladt, 2020). Pointen har været at udvikle ny viden og nye ideer og løsninger på kendte, men uløste problemstillinger. I mange tilfælde har den nye viden og de nye løsninger udmøntet sig i lokale eksperimenter eller nye dialogformer i et givent lokalområde eller en given institution (Bladt et al., 2017; Tofteng & Bladt, 2020; Bladt et al., 2021). Disse lokale løsninger fremstår umiddelbart som succeser både for praksis og for forskningen, men alligevel er der grund til at diskutere løsningernes rækkevidde og indbyggede dilemmaer.

Velfærdsfeltet er for nuværende fyldt op af (sociale) reformer, løsninger, metoder, koncepter og politikker, der er udviklet på mere eller mindre demokratisk eller fagligt grundlag (Hagedorn-Rasmussen et al., 2021; Vaaben & Plotnikof, 2019; Aabroe, 2016). Disse løsninger kritiseres af det kritiske aktionsforskningsmiljø (og kritiske forskningsmiljøer i det hele taget) for at være for instrumentelle, for ikke at være relevante eller for at være ufleksible i forhold til lokale kontekster og den viden, der ligger her hos professionelle og borgere/brugergrupper. Kritikken sætter fokus på, hvordan mange af disse løsninger bygger på en ekspertviden, der ekskluderer og måske endda umyndiggør andre vidensformer (Nielsen, 1997). Samtidig peger både unge og professionelle på, at de nuværende løsninger ikke i tilstrækkelig grad retter sig mod et liv levet i udsathed, ej heller giver de en hensigtsmæssig ramme for det velfærdsprofessionelle arbejde, og dermed peges på den problemstilling, at nuværende løsninger i for lav grad eller slet ikke bygger på viden fra det levede liv og arbejdsliv (Tofteng & Madsen, 2020).

I det lys er nye ideer og praksisser udviklet lokalt i demokratiske deltagelsesprocesser at foretrække, fordi de i udgangspunktet er forankret i den lokale viden. Men instrumentaliseringskritikken fremtræder således som et dilemma; overførslen eller generaliseringen af viden og løsninger til andre arenaer end oprindelsesstedet vil betyde en instrumentalisering eller et tab af humant grundlag (Horkheimer & Adorno, 2001; Negt, 1985; Nielsen, 2011; Mortensen, 2013), selvom dette ikke kendetegner løsningerne i deres oprindelige kontekst. Således kan – eller måske endda vil – ideer og løsninger udviklet igennem demokratiske deltagelsesprocesser ende i samme instrumentalisering. Ofte bliver løsningen for (aktions-)forskeren derfor, at det er selve den demokratiske metode, der videreføres. På den måde har man så at sige ryggen fri som forsker. Men hvad så med de nye relevante analyser, den viden og de konkrete ideer, der også er udviklet i processen, og som rent faktisk peger på nye potentielt bæredygtige svar, der vil kunne modvirke marginalisering?

I denne artikel vil vi drøfte denne indbyggede vanskelighed. Artiklen vil tage empirisk udgangspunkt i det netop afsluttede forskningsprojekt, ’Vild Velfærd’, hvor vi sammen med en gruppe marginaliserede unge og en gruppe velfærdprofessionelle har arbejdet med at finde nye bud på velfærdsløsninger, der imødekommer de hyper komplekse problemer, der præger de unges situation. Teoretisk vil artiklen rammesætte diskussioner om kritisk teoretiske samfundsdiagnoser, utopier, som bud på veje til forandring, marginaliserede liv og livsvilkår og den vanskelige balance mellem konkret forandring og instrumentalisme (Tofteng & Bladt, 2020; Bladt et al., 2017; Mathiesen, 1971; Negt, 1985; Nielsen, 1996; Adorno & Bloch, 1990; Bloch, 1986; Lewin, 1946). Afsluttende drøfter vi, om projektet har skabt synlige konturer af nye løsninger, der kan skabe mere bæredygtig praksis i arbejdet med marginaliserede unge. Eller om projektet i højere grad har reproduceret, endda måske etableret, selvsamme fremmedgørende løsninger, som de er tænkt som alternativer til, på trods af projektets forankring i den lokale viden og erfaring.

Baggrund og udgangspunkter: Projekt ’Vild Velfærd’ og wicked problems

Forskningsprojektet ’Vild Velfærd’, der som nævnt udgør det empiriske grundlag, var et aktionsforskningsforløb, der rettede blikket mod velfærdsstatens organisatoriske løsninger på området omkring marginaliserede og kriminaliserede unge med særligt blik på storbyen som kontekst¹. Når vi definerer målgruppen som stærkt marginaliserede og kriminaliserede unge – i en urban kontekst – har det flere forskellige pointer. Dels er det en pointe, at de unge vi har samarbejdet med, (blandt andet) er kendetegnet ved, at de opholder sig uhensigtsmæssigt meget i det offentlige rum.

Netop unge, der ’hænger ud’ udenfor, ved togstationer eller lignende, er genstand for utrolig meget opmærksomhed i Danmark. Vores nuværende statsminister har endda af flere omgange i offentligheden omtalt denne type unge – i mere eller mindre nedladende vendinger – som nogle, der skaber utryghed for alle andre. Ligesom der i de senere år er udviklet – eller skærpet – flere politikker, der meget direkte omhandler denne gruppe unge og deres ’forkerte adfærd’ (eksempelvis Regeringen 2018 (2021); Regeringen 2021). I disse politikker og den offentlige debat beskrives denne gruppe unge som nogle, der er ude på ballade, generer andre, er voldelige, stjæler osv. Om de rent faktisk er det eller har gjort noget af ovenstående er ikke en del af debatten. Der kan således argumenteres for, at denne gruppe unge opfattes som kriminelle, om de er det eller ej (Bladt & Christensen, 2020, 2021). Derfor definerer vi dem her som kriminaliserede og indikerer, at de ikke nødvendigvis er kriminelle. Samtidig er det klart, at gruppen af unge er marginaliserede, og at byen som kontekst sætter en særlig ramme for marginaliseringsdynamikker; de tilbud, de boligområder og de sociorumlige kontekster, der eksisterer i byen, er særlige og med til at definere livsvilkårene for unge. Marginalisering har således et særligt udtryk i den urbane kontekst (Justitsministeriets forskningskontor 2012, 2021).

I sociologiske og pædagogiske sammenhænge taler man om de sidste 2 %; de unge, der så at sige falder igennem velfærdens sikkerhedsnet og marginaliseres på flere forskellige måder. Det er repræsentanter fra denne ungegruppe, vi samarbejder med i ’Vild Velfærd’. Gruppen er sammensat af både piger, unge kvinder, drenge og unge mænd. Vi valgte at have unge med, der både var over og under 18 år, da vi ved fra både egen og anden forskning, at der er markant kvalitativ forskel på de problematikker og udfordringer, unge henholdsvis over og under 18 år oplever, dels i forhold til hverdagslivet, men også (og måske især) i forhold til muligheder i og møder med det danske velfærdssystem. Kønsmæssigt sammensatte vi også gruppen på en særlig måde, nemlig med en fordeling med en tredjedel af hunkøn og to tredjedele af hankøn. Denne fordeling valgte vi for at ramme en nogenlunde retvisende statistisk repræsentativitet, idet der er flere drenge/unge mænd, der opholder sig i offentlige rum, end der er piger/unge kvinder. I forhold til etnisk repræsentation var der flest unge deltagere med minoritetsetnisk baggrund, men der var også majoritetsdanske unge i gruppen. Dette afspejler, at der statistisk set bor flere minoritetsetniske unge i de udsatte boligområder i København.

Særligt denne artikels ene forfatter har i en årrække arbejdet specifikt med ungemålgruppen. Her viser resultaterne gang på gang, at de eksisterende velfærdsløsninger såsom skoler, klubber mv. ikke formår at have en nævneværdig positiv rolle og funktion, når det drejer sig om at afhjælpe disse unges marginalisering og kriminalisering. Værre er det dog, at heller ikke den (omfattende) mængde af særlige tilbud, projekter og tilrettelagte forløb, matrikelløse tilbud, gadeaktiviteter, ungdomsklubber, ungdomsuddannelser, særligt tilrettelagte skoletilbud (STU) og beskæftigelsesindsatser synes at imødekomme disse unges problemer (Bladt, 2013; Bladt & Christensen, 2020, 2021; Bladt et al., 2021). I de kontinuerlige analyser af disse paradokser og dilemmaer begynder karakteren og sammensætningen af de unges problematikker at fremtræde som betydningsfulde. Igennem forskningsprojektet ’Vild Velfærd’ begyndte vi at forstå og begribe de unges problemkompleks inspireret af det, der i internationale forskningsmiljøer betegnes som wicked problems (Rittel & Webber, 1973; Conklin, 2008). Wicked problems er oprindeligt, som forståelsesramme, opstået indenfor planlægningsforskningen. Ligesom andre (se Hagedorn et al., 2021) erfarede vi, at forståelsen bidrager med noget nyt til det pædagogiske felt og den sociologiske forskning. En af pointerne er, at velfærdsarbejdet for nuværende i udgangspunktet arbejder efter en logik, ”hvor årsag og virkning afdækkes som udtryk for såkaldt tamme problemer (…), der efterfølgende ideelt set løses gennem identifikation og implementering af afprøvede, ofte evidensbaserede, metoder” (Hagedorn et al., 2021, s. 1)². Netop dette er på sin vis i høj grad en modsætning til de unges (vilde) problemer. De unges problemkomplekser kan ikke forstås i en lineær logik, og de følger heller ikke i deres natur de logikker, der styrer de organiseringer og forvaltninger, vi har opbygget vores velfærdssystem i forhold til, nemlig de tamme problemers logik (Bladt et al., 2021; Williams, 2016; Edwards, 2011; Bladt et al., 2017; Bladt, 2013).

At forstå de unges problemer som wicked problems er således at forstå dem som hyper komplekse, sammensatte og foranderlige og ikke tilpasningsegnede i forhold til eksisterende systemsvar/tilbud/løsninger. Stærkt marginaliserede unge har ikke et første og største problem; de er ramt af en række forskelligartede sociale problemer, der både er strukturelle, kollektive og individuelle. Og der findes ikke en rigtig rækkefølge, problemerne kan løses i.

Med sociologen Oskar Negt i hånden kan vi også betragte de vilde problemer som et udtryk for den opdelte verden, vi lever i. Negt taler om to virkeligheder, hvor den første virkelighed bebos af dem, der besidder et regelmæssigt arbejde, har en sikker arbejdsplads og som regel stemmer på de partier i den politiske midte, der udgør den ”demokratiske konsensus” (Negt, 1985, s. 62). At de selv har en sikker plads, tilskriver de deres egen indsats, ligesom de går ud fra, at de personer og grupper, der falder ud at dette ordnede samfund, selv er skyld i det. Den anden virkeligheds social-kulturelle og politiske sammensætning er tværtimod yderst uensartet (Negt, 1985, s. 63). De, der bebor denne virkelighed, lever som objekter for systemet. Negt nævner mennesker på kontanthjælp, socialpsykiatriske patienter og folk, der lever fra hånden til munden³.

Den teoretiske kombination af Negts to virkeligheder og forståelsen af wicked problems kan være med til at understøtte og forklare, hvorfor de unge ikke ’bare’ kan tage sig sammen og deltage i samfundslivet med den første virkeligheds logik. De hyper komplekse problemer betyder, at selvom de unge ønsker at være deltagende i den første virkelighed (og det ønsker de), så kan deres livssituation ikke passe ind – deres problemkompleks kan ikke håndteres i den orden, der karakteriserer den første virkelighed. Problemet er, at både systemer og arbejdsfunktioner i den første virkelighed som nævnt ikke har mulighed for at genkende og dermed reagere på wicked problems. Resultatet er, at de unge misforstås som ’u-samarbejdsvillige’ og mødes af et system, der vil have dem et andet sted hen, end der hvor de er, og vigtigere endnu: Vil have dem et andet sted hen, end det er muligt for dem at komme – i den nuværende situation (Bladt, 2013).

Omvendt oplever velfærdsprofessionerne en række meget vanskelige forhold i arbejdet med netop denne målgruppe. Vi har i et tidligere projekt arbejdet med udgangspunkt i velfærdsprofessionelles arbejde med målgruppen (Bladt et al., 2021; Tofteng & Madsen, 2020). Her viser resultaterne, at de professionelle, særligt pædagogerne, finder det vanskeligt at få plads til arbejdet med denne gruppe. De professionelle oplever, at deres arbejde i et vist omfang forhindres af særligt to strukturelle barrierer. Dels en ufrihed i deres arbejde; rationaler som målstyring, dokumentation etc. giver en meget snæver ramme for frihed i det pædagogiske arbejde og den professionelles faglighed. Dels peger de professionelle på, at den nuværende sektoropdelte forvaltningslogik, der præger kommunerne, er uhensigtsmæssig for opgaveløsningen. At gå på tværs af sektioner, forvaltninger, institutioner og ikke mindst på tværs af civilsamfund og velfærdssamfundets institutioner synes fyldt med forhindringer og er særdeles vanskeligt (Tofteng & Bladt, 2017). Endvidere ser vi det forhold, at de professionelle har svært ved helt praktisk at finde og dermed komme i kontakt med de unge. Et forhold, der er problematisk, men måske ikke så overraskende, da disse unge netop er karakteriseret ved ikke at være de steder, hvor de professionelle er. Hverken unge eller professionelle er således tilfredse med den eksisterende velfærdsorganisering, hvilket var udgangspunktet for ’Vild Velfærd’.

Teoretisk rammesætning: Projekt ’Vild velfærd’ – og kritisk-utopisk aktionsforskning

’Vild Velfærd’ var i udgangspunktet inspireret af kritisk-utopisk aktionsforskning. En aktionsforskningstradition, hvor man i lighed med resten af aktionsforskningsmiljøet er optaget af demokrati, forandring, deltagelse og en generel respekt for menneskers viden (Brydon-Miller et al., 2003). Kritisk-utopisk aktionsforskning er primært karakteriseret ved sin praksisforankrede fortolkning af kritisk teori (Husted & Tofteng, 2014). Kritisk teori er et teoretisk rammeværk, der blev introduceret af Max Horkheimer og Theodor Adorno i 1940’erne (Horkheimer & Adorno, 2001). Adorno og Horkheimer var optaget af forholdet mellem forskning (videnskab), viden og demokrati med et særligt blik for videnskabens rolle i samfundsudviklingen. Deres pointe var, at hvis ikke videnskaben selv udvikler viden under demokratiske forhold, så vil videnskaben være medskaber af en udemokratisk samfundsudvikling og vidensskabelse. Således agiterede de for en forståelse af videnskab som andet – og mere – end værdineutral og generel gyldig. Nielsen og Nielsen læser Adorno sådan, at viden må skabes i samspil mellem det, der er, og det, der kan blive eller bør være (Nielsen & Nielsen, 2006).

Den kritiske teori er således optaget af kritiske analyser af inhumane, reificerede og udemokratiske samfundsudviklinger og ikke af, hvad der kan bringes til at ske på et konkret niveau, hverken når det gælder samfundsreformer eller projekter genereret ’fra neden’, fordi forståelsen i denne tænkning er, at enhver form for praktisk udmøntning af ideer til handling rummer risikoen for instrumentalisme (Husted & Tofteng, 2006; Bladt, 2013). Kritisk teori skelner således ikke mellem bottom up og top down. Med det kritisk teoretiske blik indeholder al ny begyndelse væsentlige farer for nye potentielt totalitære strukturer og fare for, at arven efter de eksisterende udformninger, interesser og magtstrukturer lever videre i nye udformninger (Bladt et al., 2021; Adorno & Bloch, 1990). Ligegyldig hvorfra de gode ideer om nye strukturer, modeller eller reformer kommer, er de i risiko for at blive instrumentaliserede og derigennem fremmedgøre slutbrugeren.

Når man som (aktions-)forsker eksplicit sætter en normativ interesse eller et socialt engagement på dagsordenen og privilegerer mangfoldige former for viden, er det således ikke en selvfølge, at det medfører større lighed, demokrati eller mere bæredygtige løsninger. Projekternes eksplicitte sociale engagement og forandringsambition må underlægges samme kritiske undersøgelse som alle andre projekter, reformer og koncepter. I den kritisk-utopiske aktionsforskning efterstræbes denne kritiske undersøgelse gennem metodiske greb inspireret af fremtidsforskeren Robert Jungk. Jungk var optaget af udviklingen af demokratiske arenaer og udviklingen af redskaber og praktiske greb, der muliggjorde demokratisk forandring. Jungks kritiske udgangspunkt var, at fremtiden er formet af en lille elite, hvilket for majoriteten resulterer i en følelse af fremmedgjorthed. Jungk adresserer forandringsperspektivet og skriver, at vi ikke må gå gå blinde ind i fremtiden (Jungk, 1988). Han udvikler på denne baggrund en metodisk tilgang til i praksis at transcendere fremmedgørelse og udemokratisk udvikling (se Paaby et al., 1992; Jungk & Müllert, 1984). En yderligere inspirationskilde til kritisk-utopisk aktionsforskning er Negt, som er nævnt tidligere. Negt er kritisk teoretiker, men hvor de første generationer af kritiske teoretikere havde et noget pessimistisk fremtidsperspektiv, formulerer Negt et emancipatorisk perspektiv, hvormed han åbner for muligheden for alternativ udvikling, der kan tilvejebringe mere myndige liv med udgangspunkt i menneskers egen fantasi. Negt formulerer vejen til nye alternativer som et muldvarpearbejde:

Alternativerne til det bestående samfund er aldrig abstrakte og globale modudkast. Det er derimod et muldvarpearbejde, der frembringer det historisk virkningsfulde nye. Der flyttes ingen bjerge, men der opstår talrige muldvarpeskud, der en skønne dag måske forbinder sig til en helt ny samfundsmæssig struktur (Negt, 1997, s. 31).

Ifølge vores læsning af Negt er dette mulvarpearbejde potentielt set det, der kan skabe alternativer til instrumentaliseringsdynamikken eller dæmme op for selvsamme. Utopier bliver centrale i arbejdet med alternative fremtidsudkast, ikke kun for Jungk. I den kritiske teori forstås utopierne generelt som reelle mulige alternativer. Hos Bloch, der må siges at være den kritiske teoris mest dedikerede ’utopist’, læser vi hvordan : ”Den eksisterende verden omgives af den objektive-reale mulighed som af et uendeligt stort hav med realiseringschancer i, som så at sige blot venter på vores indgreb” (Bloch citeret i Jacobsen, 2003, s.70). Bloch beskriver hermed, hvordan det utopiske eksisterer som en objektiv realmulighed, der så at sige bare venter på, vi griber den. Dermed blandes forestillinger om en bedre nutid og fremtid med virkeligheden, som den faktisk tager sig ud. Men på det grundlag er Bloch også noget kritisk, idet han mener, at vi som moderne mennesker er blokerede og fremmedgjorte i vores drømme og ønsker. Med andre ord er Blochs kritik, at selvom vi forsøger at drømme og skabe utopiske udkast, fanges vi altid af vores eget oplyste grundlag (Adorno & Bloch, 1990; Bladt et al., 2021; Bladt & Percy Smidt, 2021). Det betyder dog ikke, at man skal lade være; kun med udgangspunkt i det utopiske er en kritisk erkendelse mulig. Utopierne er nødvendige for at komme dybt nok i forståelse af det eksisterende samfund (Nielsen, 2001; Tofteng & Husted, 2021). Men nemt er det ikke: ”Thoughts only happily coexist as long as they are plans or sketches, but one step further and the concrete difficulty of the work begins” (Bloch, 1986, s. 129).

De konkrete vanskeligheder handler historisk set om, at det ’oplyste grundlag’ hviler på en bestemt distribution af magten baseret på viden i det moderne samfund. Ambitionen om at transformere eller påvirke beslutningsprocesser eller vidensgrundlag i feltet omkring udsatte grupper skal derfor også opfyldes gennem en reorganisering af magten via inddragelse af de aktører, der for indeværende ikke har en stemme (i nævneværdig grad), og dermed inddragelse af den viden, der potentielt kan gøre sig gældende som betydningsfuldt forandringsgrundlag.

For at eksperimentere med en redistribution af magt gennem mangfoldiggørelse af vidensformer direkte i forandringsprocesserne har vi gennem flere forskningsprojekter arbejdet med udgangspunkt i kritisk-utopisk aktionsforskning og det metodiske rammeværk, der som al anden aktionsforskning er optaget af demokrati, deltagelse og en respekt for menneskelige formål (Brydon et al., 2003; Reason & Bradbury, 2001). Det har handlet om at skabe forudsætninger for, at der i forskningsprojektets arenaer bliver mulighed for at udvikle og efterprøve egne ideer, drømme og utopier om en anden udvikling. Vi har således efterstræbt at påbegynde konkret forandring; dvs. at påbegynde muldvarpearbejdet mod en anden samfundsstruktur (Negt, 1985).

Analyse: perspektiver for bæredygtig forandring i det konkrete arbejde

Gennem ovenstående teoretiske platform fra den kritiske teori og den kritisk-utopiske aktionsforskning vil vi se på, hvordan analyserammen fra de to virkeligheder samt viden opbygget i de demokratiske deltagelsesprocesser kan hjælpe os til at forstå de udfordringer og muligheder, der eksisterer i denne type forskningsbaseret praksisudvikling. Vi vil gøre dette ved to analytiske nedslag, ’Livet i den anden virkelighed spejlet af den første virkelighed’ og ’Social læring og kollektive platforme som professionelt ’svar’’ som to muldvarpeskud i Negts forstand. En videre undersøgelse af, om disse to muldvarpeskud forbinder sig eller ikke, kan pege på potentialer for videre forandringer i den samfundsmæssige struktur, som viser sig i vores empiri.

Livet i den anden virkelighed spejlet af den første virkelighed

’Et normalt liv’ kunne være en analytisk overskrift på de unges utopiarbejde både i ’Vild velfærd’ og i alle de andre forløb, vi har faciliteret gennem de sidste ti år. En familie, et hus, en uddannelse og et arbejde er de unges gennemgående utopi – ofte efterfulgt af en kommentar som: ”Jeg vil bare gerne være normal”. Hvilket bekræfter Negts pointe om, at mennesker, der hører til i den anden virkelighed, hører til i den anden virkelighed mod deres vilje (Negt, 1985).

Når de unge fortæller om deres opvækst og nuværende livssituation, bliver det tydeligt, at de har haft en markant anderledes opvækst og anderledes levevilkår end majoriteten af den danske ungebefolkning. Det betyder, at de har en række erfaringer med det levede liv i marginalisering; en type marginalisering, der i høj grad indeholder wicked problems eller hyper komplekse problemstillinger. De unge deltagere har således rig erfaring med at være ‘på kant’ og udenfor. De fleste af dem passer ikke ind i de gængse konventioner om ‘god’ og ’rigtig’ social opførsel, hvilket bevirker, at de ofte har problemer med at være i skolen, i klubberne, i fritidsforeninger, i det offentlige rum etc. Nogle af dem har erfaringer med at vokse op i en familie, der er markant anderledes end kernefamilieidealet. Anderledes på måder, der kan bevirke, at det er meget vanskeligt for dem at indgå i mellemmenneskelige relationer såsom venskaber og kæresteforhold og at deltage i institutionelle sammenhænge. Mange af dem har, som før nævnt, en anden etnisk oprindelse end dansk, hvilket i sig selv er en stor barriere, eksempelvis i forhold til uddannelse og arbejde (Gilliam, 2022). Kultur og måske især religion kan også have stor betydning i forhold til rettigheder kønnene imellem, hvilket er et forhold, der oftest tematiseres af de unge piger og kvinder, der deltager.

De fleste af de unge er som nævnt vokset op og færdes i udsatte lokalområder, hvilket i sig selv er belastende ift. stigmatisering, kriminalisering og generel udsathed/utryghed (Wacquant, 2013; Justitsministeriets, forskningskontor 2012/2021; Bladt, 2013; Bladt & Christensen, 2020). Samtidig beskriver de unge deltagere hyppig kontakt til det forvaltningsmæssige system; de sociale myndigheder, politiet, fængselssektoren, behandlere, sagsbehandlere og andre forvaltere og myndighedspersoner. Kontakten er primært problematisk og negativt ladet og sanktionerende (protokol 3.10.2019, 31.10.2019, 28.11.2019, 19.12.2019). Således er deres livssituation og problemkompleks vævet sammen af strukturelle, individuelle, kollektive, systemiske, kulturelle og religiøse forhold, der tilsammen bliver wicked. Der er ingen umiddelbar løsning og ikke et oplagt sted at starte.

De unges livssituation og erfaringer afspejles i deres utopier. På vægaviser fra temaværkstederne med ungegruppen står ’adgang til uddannelse’, og ’man har et arbejde’ eksempelvis side om side med ’våben i hjemmet’, ’flytte hjemmefra, når man er gift’ og ’ingen voldtægt’ som ønsker for et ungdomsliv. Dette kan siges at være lidt usædvanlige udmeldinger, der igen står side om side med ønsker om ’opvarmet pool’, ’walk-in-closet’ og ’drinks’ (protokol 26.6.2020, 2.10.2020). Der er også udsagn, der kan siges at afspejle de unges alder og dermed er helt ’almindelige’. Det er udsagn som ’Lige rettigheder for køn’, og ’Man har et godt forhold til sin familie’ (protokol 11.6.2020, 25.6.2020, 24.9.2020).

De unge er kun alt for bevidste om, at de lever anderledes liv, og at de har andre livsmuligheder og -betingelser end deres jævnaldrende. De ved godt, at de ikke er ’normale’, men de ved samtidig godt, hvad det normale er, eller måske gør de ikke, men de ved, at der findes ’et normalt liv’, og at andre har sådan et. Og det er en del af deres marginalisering at vide det: spejlet af den første virkelighed bliver den anden virkelighed mere forkert, mere absurd, mere marginal.

Når Negt laver en (ret så skarp) dikotomi mellem den første og den anden virkelighed og betoner, at de to virkeligheder står overfor hinanden med hver sit virkelighedsperspektiv, vil vi argumentere for, at det kun er ’den halve sandhed’. Han påpeger fx, at der er ”ikke blot tale om et rent sprogligt forståelsesproblem, fordi det jo ikke kun er sproget, der er faldet fra hinanden, nej det er et spørgsmål om forskellige måder at tænke på, forskellige tidsperspektiver, specifikke oplevelses- og erfaringslogikker, der omfatter både objektverdenen, selvforståelsen og adfærdsorienteringen” (Negt, 1985, s. 64). Når Negt påpeger, at de to virkeligheder interagerer strukturelt i et dialektisk forhold og hver især, ud fra sig selv, skaber deres præcise modsætning (Negt, 1985), så ser vi i arbejdet med de unge, at de to virkeligheder også interagerer konkret, eller sagt med andre ord, der er interaktion og udveksling mellem de to virkeligheder, i den forstand at de unge fra den anden virkelighed spejler sig selv, deres liv og samfundet som sådan i den første virkelighed. De unge ved, de er forkerte, fordi de ved, at den første virkelighed er den rigtige.

Når vi anskuer materialet, bidrager det til en udvidet forståelse af marginalisering og problemerne ved at skulle overskride marginalisering. Politiske tiltag, pædagogiske løsninger og uddannelsessektoren fungerer alle i den første virkelighed. Og i dette materiale er det tydeligt, at de unge ønsker at være en del heraf, men det er for nuværende ikke muligt for dem.

Social læring og kollektive platforme som professionelt svar

Det institutionelle og pædagogiske felt omkring de marginaliserede unge er på sin vis fyldt med projekter og initiativer, der er centreret om de unge, og hvor de unge er centrale deltagere. Eksempelvis planlægges der mange sportsaktiviteter, særligt fodboldturneringer, af professionelle, hvor de unge er turneringsdeltagere. Der er også eksempler, hvor de unge inviteres til at komme med ideer til tiltag, som de professionelle så planlægger, og de unge deltager i selve aktiviteten (en fest, en bowlingtur osv.). Lidt groft sagt kan man sige, at disse aktiviteter bliver til en slags ønskeliste fra de unge til de professionelle, og de unge fastholdes som passive brugere af diverse pædagogiske tilbud. De professionelle i forskningscirklerne er klar over, at de mange gange tager de unges ideer og løber med dem. Af mange grunde. Det handler om tilliden til de unges kompetencer – kan de virkelig selv gøre det? Det handler om tiden – det går simpelthen hurtigere, når de selv gør det. Og det handler om feltet og deres forforståelse af, at det sådan set er deres opgave at udføre pædagogisk arbejde selv. Det bliver derfor interessant, når de professionelle sammen i forskningscirklerne sætter fokus på, hvordan arbejdet i højere grad kan centreres om de unges egen deltagelse.

De udvikler fx et udkast til en ’Bydel med de unge i centrum’ og retter her en skarp kritik af de eksisterende velfærdsløsninger som alt for individretterede (Tofteng et al., under udgivelse). Her er de på linje med Mathiesen, der beskriver, at i det velfærdsprofessionelle arbejde med udsatte sker der det, at ”’individualbehandlingen’ kan opphøyes til en særskilt ideologisk legitimering” (Mathiesen, 1971, s. 40). Mathiesen beskriver, hvordan det medicinske behandlingsrum spejles i socialt arbejde, hvilket resulterer i et individuelt fokus på de unges problemstillinger. Rammen for udviklingen af et skift i fokus fra individet til samfundsmæssige strukturer udtrykkes gennem udkastet til en ”Bydel med de unge i centrum”, som altså blev udviklet i en forskningscirkel.

Bydelsudkastets centrale element er et ønske om et tættere samarbejde med de unge selv. Deltagerne havde sammen og hver for sig mangfoldige erfaringer med deltagelsesprocesser for unge. Fælles var en optagethed af at arbejde med de unges ønsker og drømme og skabe rammerne for, at disse kunne påvirke kommende beslutninger og udviklingsveje.

Bydelsudkastet indeholder udkast til fire centrale værdier eller betingelser, der skal være til stede for, at de unge kan blive samarbejdende part i en udvikling af alternative velfærdsløsninger. Her vil vi tage fat i ét element af udkastet. Hvor de første tre overskrifter eller værdier handler om, hvordan de professionelles arbejdsvilkår bør være for at muliggøre en reel deltagelsesorientering i det velfærdsprofessionelle arbejde, handler den sidste overskrift om grundlæggende forandringer i den faglige og strukturelle tilgang. Overskriften for dette arbejde er ’Indsatser der retter sig mod samfundsmæssige dynamikker’, og den fik ekstra opmærksomhed i gruppen. Der rettes her et kritisk blik mod et velfærdssystem og velfærdsorganiseringer, der grundlæggende bygger på individrettede og individuelt orienterede indsatser. Med overskriften foreslås derfor en afskaffelse af individuelle indsatser eller individrettede indsatser i en periode på fem år. Uddrag fra protokollen ser sådan ud:

Protokollerne, der er nedskrevet i forbindelse med udfoldelsen af temaet, peger i mange retninger, som protokoller oftest gør. Men det er disse stikord, der til sidst får gruppen til at formulere et værdigrundlag i bydelen, som netop får overskriften ’Indsatser der retter sig mod samfundsmæssige dynamikker’. Det, der særligt fylder, er ønsket om at afprøve en ’afskaffelse af individuelle indsatser’, og det skal ses i forhold til ønsker om at arbejde med kollektive indsatser sammen med de unge selv. Når de professionelle oplever, at de unge til stadighed udsættes for individuelle indsatser rettet mod deres individuelle mangler som arbejde, uddannelse eller deltagelse i øvrige samfundsmæssige institutioner, ønsker de i stedet at se på, hvordan et forebyggelsesarbejde og et velfærdsarbejde kan gribes an i en kollektiv løsning eller ramme.

Når vi anskuer materialet fra Negts perspektiv, ser vi en række løsninger, der potentielt overskrider de to virkeligheder. De professionelles perspektiv er ikke i sig selv et brud, men deres ønsker om at rette blikket mod samfundsmæssige dynamikker – sammen med de unge – kan eventuelt skabe et brud. Som det ser ud nu, er de velfærdsprofessionelles arbejde forankret i den første virkelighed, og med ideen om den nye bydel påpeger de professionelle, at det er deres opgave at bringe dem, der bebor den anden virkelighed, ind i den første virkelighed. Skulle vi efterleve de professionelles ønsker om at skabe bevægelser i de samfundsmæssige dynamikker sammen med de unge, så ville det bryde med den virkelighedsorden, som Negts analyse kortlægger. De professionelles ide om at skabe kollektive rammer for velfærdsudvikling, ikke bare som et netværksorienteret arbejde i den tværprofessionelle samarbejdsstruktur, men i stedet som et samarbejde med de unge, kan være et muldvarpeskud, der peger frem mod mulige alternativer.

’Vild Velfærd’ i et forandringsperspektiv med de unge i centrum

Hvad er forandringsperspektivet så, når vi kigger tilbage på ’Vild Velfærd’? Ser vi konturerne af alternative fremtidsudkast til fremmedgørende strukturer? Ser vi konturerne af nye løsninger, der kan skabe mere bæredygtig praksis i arbejdet med marginaliserede unge? Eller har ’Vild Velfærd’ reproduceret, endda måske etableret, selvsamme fremmedgørende løsninger, som projektets foreslåede løsninger er tænkt som alternativer til?

Det kommer an på, på hvilken måde både de unges og de professionelles nye bud tolkes. I analysen koncentrerer vi os om de perspektiver i både de unges og de professionelles alternative bud, der netop fremstår som alternativer og alternativ viden. I de unges utopier er pointen netop, at ingen er i den anden virkelighed – ingen ’fucker op’, eller hvis de gør, er det okay, og man får hjælp (protokol 24.9.2020, 1.10.2020). Eller sagt på en anden måde: Alle er ’normale’, og der er plads til alle i den første virkelighed. På den måde peger de unges utopiarbejde på en helt anden samfundsstruktur, hvor der ikke eksisterer to virkeligheder. Hvis dette er gældende, antyder de unges utopier et transcenderende og emancipatorisk perspektiv, der grundlæggende bryder med den gældende samfundsstruktur og fremstår som et vidensmæssigt alternativ; en slags vidensgrundlag for nye veje ud af marginalisering. Konsekvensen er, at spørgsmålet om at høre til i en rigtig eller en forkert virkelighed er aflyst. Alle hører til i samme virkelighed og formår at være der. I den optik bliver de unges arbejde et radikalt svar på spørgsmålet om alternative velfærdsorganiseringer, idet de ikke alene peger på alternative organiseringer; de peger på et alternativt struktureret samfund.

På samme måde fremhæver vi de alternative organiseringer i de professionelles forslag til en bydel. Hvis vi går med de professionelles ideer om at se på samfundsmæssige strukturer sammen med de unge og altså placerer de unge som ligeværdige partnere i udviklingen af alternative velfærdsorganiseringer, så kan sådanne udkast potentielt bryde med den orden eller logik, der præger feltet nu. Det vil være de unges viden om egen livssammenhæng, der giver retning og definerer det velfærdsprofessionelle arbejde, der skal udføres for at afhjælpe deres marginalisering. Der vil være tale om et samarbejde i stedet for individualiserede indsatser.

På den anden side står spørgsmålet om, hvad de unges orientering mod ’det normale’, ’det almindelige’, stiller af betingelser for et forandringsperspektiv? Her kan det diskuteres, om de unges perspektiv, deres stræben efter det normale og den konformitet (villa, Volvo og vovse), der karakteriserer deres utopier, netop, som Bloch pointerer, er fanget i en særlig orden – i dette tilfælde fanget i den orden, der opstår imellem den første og den anden virkelighed. De unge synes at dele samme meritokratiske opfattelse, som ifølge Negt karakteriserer personer fra den første virkelighed: Hvis du klarer dig, er det din egen fortjeneste, og omvendt er det din egen skyld, hvis du ’fucker op’. Eller også kan der argumenteres for, at de unge har internaliseret den opfattelse. Uanset hvad peger denne tolkning ikke i retning af emancipation, men snarere det modsatte. På samme måde kan der stilles skarpt på de professionelles bud: Det kan så at sige blive en gratis omgang, hvis samarbejdet med de unge alene udfoldes i en dialogisk arena, hvor der ikke reelt eksperimenteres med de nye løsninger, der kommer ud af samarbejdet. Er dette tilfældet, er den nye bydel ikke et mangfoldigt og deltagerbaseret alternativ; det er snarere en populistisk ide, der er slået om ”i en relativistisk fetichering af ’diversitet’ som sådan” (Nielsen, 2011, s. 63). Disse perspektiver er knap så flatterende, og de stiller store spørgsmål til forandringsperspektivet i et aktionsforskningsprojekt som ’Vild Velfærd’.

At bringe mangfoldige vidensformer i spil – i dette projekt de unges viden og erfaringer fra et liv i en marginalisereret position og de professionelles viden fra et arbejdsliv i det sociale felt omkring de marginaliserede unge – skaber nye indsigter og alternative analyser, der kan underlægges drøftelser og yderligere undersøgelser. Denne type viden er i udgangspunktet ikke underlagt samme erkendelsesstyrende interesser – økonomiske, politiske mv. – som man kunne forestille sig, at feltets øvrige vidensgrundlag er underlagt. Den viden, der udspringer af det levede liv og arbejdsliv, har en anden karakter, og vi oplever, at disse vidensformer udfordrer og skærper feltets muligheder for forandring og udvikling – hvis vi giver dem lov. I ’Vild Velfærd’ etableres vigtig ny viden om marginaliseringsdynamikker, der forholder sig til de problematiske forhold i de to virkeligheder. Vi kan samtidig gennem ideerne pege på konkrete løsninger, der her og nu vil afhjælpe problemerne for denuværende generationer af marginaliserede unge; det er blandt andre et meget konkret tiltag som anderledes åbningstider i fritidsinstitutionerne. Vel vidende at vi ikke med sådan en løsning imødekommer den strukturkritik, som både forskere, unge og professionelle udtrykker – skal vi så alligevel bare implementere den? Ser vi på den instrumentalismekritik, vi fremlagde tidligt i artiklen, må svaret være nej – alle muldvarpeskud ender potentielt med at slå om og miste deres demokratiske indhold, når der implementeres i stor skala. Alligevel er svaret nok ja, men det er endog meget langt fra den forandringsambition, artiklen her rammesatte i begyndelsen.