Samarbejde i skolen – når forandring forsvinder i en konsensuskultur

Abstract

Med inklusionsloven fra 2012 og skolereformen fra 2014 er der politisk kommet øget fokus på, at skolen skal udvikle sin praksis til at være mere inkluderende, hvilket forudsætter nytænkning og udvikling af hele skolens praksis. Kommuner og skoleledere har ansvaret for at rammesætte dette forandringsarbejde. Tendensen har været, at man har opbygget omfangsrige støttesystemer omkring lærernes praksis i klasserummet, som eksempelvis uddannelse og ansættelse af AKT-vejledere, inklusionsvejledere, læsevejledere m.fl. En praksis, der forudsætter, at lærere og de interne og eksterne ressourcepersoner samarbejder om at udvikle en mere inkluderende skole.

Med udgangspunkt i analyser og resultater fra grundforskningsprojektet ”Approaching Inclusion” vil vi i denne artikel sætte fokus på, hvordan de professionelle i skolen samarbejder, og hvad der karakteriserer dette samarbejde, samt hvordan studiet af samarbejdet kan bidrage til en dybere forståelse af samarbejdets betydning for udvikling af en mere inkluderende skole. I artiklen argumenterer vi for, at en dominerende konsensuskultur kan bidrage til at neutralisere forskelle og i sig selv udgøre en modstand mod det mål om forandring, som er sat for samarbejdet. Én blandt flere konsekvenser er, at når forskelle i samarbejdet neutraliseres, blokerer det for udvikling og forandring af hele skolens praksis, hvilket betyder, at de professionelles eksisterende delpraksisser opretholdes.

English abstract

English title: Collaboration in schools – when change is neutralised in a culture of consensus

The Danish ‘Law of Inclusion’ of 2012 and the Danish school reform of 2014 have entailed increased focus on the obligation of state schools to develop a more inclusive practice that requires new ways of envisioning and developing schools. Municipalities and school leaders are responsible for framing these changes. The tendency has been to set up extensive support systems around the teachers’ practice in the classroom, such as training and employing special needs consultants, inclusion counsellors, reading specialists, etc. This capacity-building requires that teachers and other educational resource persons collaborate in order to develop a more inclusive school. Based on analyses and results from the research project, ‘Approaching Inclusion’, this article focuses on collaboration between educational professionals in schools and on how understanding collaboration and collaborative processes contributes to a deeper understanding of change and resistance in school practice. We argue that a dominant culture of consensus contributes to a neutralisation of professional differences and constitutes in itself a resistance against goals for collaboration. One of several consequences is that neutralisation of differences in collaboration prevents the development of a more inclusive school practice.